Referat fra studietur til Grimeton og Trollhättan i Sverige 2017København-Sjælland sektions sommerudflugt gik i år til Sverige, hvor vi skulle se og høre om telegrafi og elektricitetsproduktion. Søndag morgen den 07. maj kl. 08.00 var 19 deltagere mødt ved DGI-byen i København. Med luksusbus gik turen til Sverige via Øresundsbroen. Der blev hygget i bussen med bestyrelsen som serverede morgenkaffe, rundstykker og en lille skarp. Efter en kort identitetskontrol ved grænsen gik det videre mod Varberg.
Grimeton
Lidt før middag ankom vi til Grimeton Radiostation, der er beliggende lidt øst for Varberg. I besøgscentrets cafeteria stod en svensk lunch klar. Efter at have indtaget denne, bød Ola Hernvall velkommen.
Stationen er på UNESCOs verdensarvliste. Byggeriet af radiostationen begyndte i 1922 og den kunne indvies i 1924.
Stationen er en langbølgesender med en sendefrekvens på 17,2 kHz. Den anvendtes som telegrafstation, der sendte og modtog i morsealfabetet. Stationen indgik i en radiokæde, der bl.a. forbandt USA med Europa, Japan og Hawaii.
Placeringen i Grimeton er bestemt af, at det geografisk ligger på den korteste linje uden forstyrende hindringer, når signaler skal sendes mellem Sverige og USA.
Den nye telegramforbindelse mellem USA og Sverige var meget stabil, og næsten al telegramtrafik gik via Grimeton og stationens maskinsendere. Radiokommunikationen var en direkte konkurrent til telegrafselskabernes kabelforbindelser, men havde den fordel, at kommunikationen var meget hurtigere, da der ikke indgik flere selskaber i leveringen af meddelelsen.
Stationen er ikke længere i regelmæssig brug, men den oprindelige Alexanderson sender og tilhørende udstyr inkl. antenner er blevet bevaret i operativ stand, og er i dag den eneste bevarede i det før verdensomspændende netværk af telegrafsendere. Det varede ind til 1938 inden mere moderne teknik med elektronrørssendere for kortbølger blev taget i anvendelse.
Under og efter 2. verdenskrig har mere moderne sendeudstyr fået plads ved siden af det oprindelige udstyr.
Alexandersonsenderen er konstrueret af den svenske ingeniør Ernst Alexanderson,
som også var chefingeniør for byggeriet af Grimetonstationen.
Ernst Frederik Werner Alexanderson blev født i Uppsala i 1878. Efter studier ved Lunds Universitet, Kongelige Tekniske Högskolan i Stockholm og Technische Hochshule i Berlin, kom han i 1901 til USA, og blev ansat hos General Electric.
Hos General Electric udviklede han bl.a. langbølgesenderen, på baggrund af de erfaringer, som italieneren Gugielmo Marconi havde gjort med sine eksperimenter med at overføre morsesignaler over længere og længere afstande. Alexanderson døde i 1975 i en alder af 95 år. I sin levetid havde han opnået 344 patenter.
Alexandersonaggregatet er hjertet i langbølgesenderen. Aggregatet består væsentligst af en drivmotor, en højfrekvensgenerator, og en gearkasse mellem drivmotor og generator. Drivmotoren er en asynkronmotor på 500 hk (ca. 370 kW). Motorens stator er 2-faset med en spænding på 2,2 kV. Spændingen fås fra Scott-koblede transformatorer, der er placeret i et særskilt rum. Rotoren er 3-faset, og tilsluttet via slæberinge til en væskemodstand. Når drivmotoren roterer med 711,3 omdr./min. giver omformeren den rigtige frekvens. Gearkassen øger drivmotorens omdrejningstal til 2115 omdr. på højfrekvensgeneratoren.
En frekvens på 17,2 kHz er en ekstrem høj frekvens for roterende maskiner. For at holde jerntabene rimelige, er statoren opbygget af meget tyndt valset jern. Rotoren er en stålskive med en diameter på 1,6 m og en bredde på 7,5 cm. Der er ingen viklinger på stålskiven, men istedet er der udfræset 488 spor i stålskivens periferi. Udfræsningerne er udfyldt med messing. Afstanden mellem rotorskive og stator er 1 mm. På statoren findes 64 viklinger.
Hver vikling giver 100 V og 30 A som ledes til en højfrekvenstavle. Nominelt har generatoren givet 200 W, som man kunne sende med. Dog var 80 W nok til at kunne modtage signalet i USA.
Der findes 3 væskemodstande. Den ene anvendes til at regulere rotormodstanden i drivmotoren, når der ikke sendes. Når der sendes, kobles den anden parallelt med den første, for at mindske rotormodstanden og dermed opretholde drivmotorens hastighed, når generatoren belastes. Den tredje modstand er i reserve.
Fra stationsbygningen føres sendetrådene ud til 6 antennemaster, der bærer på 8 ledere mellem hver mast. Masterne er 177 meter høje og står med en afstand på 380 m. Masterne er de oprindelige fra 1924.
Man vedligeholder en mast med malingen hvert andet år, således at den enkelte mast males hvert 12. år. Der anvendes pr. mast maling svarende til, at man malede et areal på ½ fodboldbane.
Vi nåede lige at besigtige mast 1 inden regnen begyndte at falde. Der var nu gået godt 3 timer i Grimeton, og vi takkede Ola Hernvall for et interessant besøg. Det var tid til at komme videre mod Trollhättan.
Kl. 17.30 ankom vi til Scandic Hotel i Trollhättan, og der kunne slappes lidt af inden der stod en 3 rettes aftenbuffet klar til os, med vin samt kaffe og kage. Aftenen sluttedes for nogle af deltagerne af i hotellets bar.
Vandkraft i Trollhättan
Mandagen viste sig som en solrig, men kold og blæsende dag. Efter morgenmad kørte bussen os det korte stykke fra hotellet til Vattenfalls udstillingsbygning Insikten tæt på sluserne og Vandkraftværkerne i Trollhättan. Vi havde forregnet os med hensyn til den korte afstand, så vi var i god tid.
I Insikten tog Christer Götesson fra Vattenfall imod og fortalte kort om Vattenfall. Ca. 50 % af Sveriges elenergi fås fra vandkraft, 40 % af atomkraft og de resterende 10 % af alternativ produktion.
Vattenfall ejer flere kraftværker rundt om i Europa, og har på europæisk plan omkring 20.000 ansatte. I dag har man en virkningsgrad på et vandkraftværk på op til 90 %. Man satser fortsat på vandkraft i Sverige, også vedligehold og udbygning af ældre værker.
I Trollhättan findes 2 separate værker. Olidans kraftstation og Hojum kraftstation. Olidan er Trollhättans ældste kraftværk. Man begyndte byggeriet i 1906, og i 1910 blev de første 4 af værkets 13 aggregater taget i drift. Yderligere 4 aggregater blev taget i drift i 1914, og sluttelig 5 aggregater i perioden 1918 - 1921.
Samtlige turbiner er af Francistypen med 2 skovlhjul på en horisontal aksel. Hver turbinehjul har en diameter på 1,8 m og kører med en hastighed på 187,5 omdr./ min. Maks. vandtilførsel for samtlige 13 turbiner er 550 m3/s hvilket giver en max. effekt på 135 MW ved en spænding på 10 kV.
De enkelte aggregaters effekt varierer fra 8,5 - 13 MW. På Olidanværket renoverer man 1 maskine pr. år, hvorefter den kan køre yderligere 15 år.
Hojumværket blev taget i drift i 1941-1942, og er sprængt ind i bjerget. Hojumværket har to turbiner, der er af Kaplantypen med vertikal aksel. Ved en max. vandtilstrømning på 400 m3/s fås her en effekt på 100 MW. Den samlede produktion fra de to Trollhättanværker er 1.215 GWh/år.
Efter introduktionen om værkernes historie blev alle udstyret med sikkerhedshjelme, og vi begav os til fods til først indløbsbygningen for Olidanværket, og derfra til selve kraftværksbygningen.
Inden vi kom ind i indløbsbygningen, så vi de luger, der kan åbnes for omløb af vandet, når man lukker lugerne til indløbsbygningen. Omløbslugerne åbnes samtidig med lukning af indløbslugerne, for at undgå "skvulp". I indløbsbygningen så vi de 13 rensekar. Foran hvert kar sidder en stor luge, der kan lukkes, således at karret kan tømmes for vand. Karrenes formål er at si store urenheder fra, inden vandet ledes videre til turbinerne. Rensegitrene i karrene er tilsluttet nogle transformere, så ristene kan holdes isfri om vinteren.
Fra indløbsbygningen gik turen til selve turbinebygningen, hvor vi fra et galleri havde udsigt til de 13 turbiner og generatorer.
Efter denne rundtur gik vi tilbage til Insikten og vor bus. Vi fik desværre ikke lejlighed til at se Hojumværket og de to værkers fælles kontrolrum.
Fra kraftværket var der kun kort afstand til sluserne. Nogle deltagere foretrak at gå de små 1½ km, andre lod sig transportere med bussen. Der var her en time til på egen hånd at gå rundt i sluseområdet. Vi så, hvor hurtigt et slusekammer kunne fyldes med vand hhv. tømmes, til et niveau, så portene kunne åbnes. Der passerede dog ingen skibe inden for den time, vi var ved sluserne.
Præcis kl. 12.30 var der afgang fra Trollhättan. Efter en ½ times kørsel var det tid til en hurtig frokost på Edet Värdshus. Herefter var alle blevet trætte af den megen friske luft og mad, så der blev vist hist og her sovet lidt i bussen på den videre vej mod København, som planmæssigt skulle nås kl. 18.10. Via Øresundsbroen ankom bussen til DGI-byen kl. 18.08. En god tur var gennemført, og alle drog hver til sit.
Peter Andersen
