Vejret havde op til dagen været ganske godt, men lige netop den 30. august havde skydækket hele dagen ligget ganske lavt med let regn og meget dårlig sigtbarhed. Selv lufthavnens meteorologer og de fremmødte medlemmers samlede optimisme kunne ikke få skydækket til at hæve sig eller give en bare lille bedring i vejret, så flyvningen måtte desværre aflyses.

Vi gik derfor direkte til foredraget. Lufthavnen havde stillet et ganske udmærket mødelokale til vor rådighed, og Henrik Hugger, formanden for DC3-vennerne, viste her film om flyet og fortalte om det og flytypen.

 I juni 1936 blev det første fly til 14 sovende passagerer eller 28 passagerer for dagsflyvninger leveret, og allerede 2 måneder senere et standardtype til 21 dagspassagerer præsenteret. DC-3 var blevet skabt. DC-3 viste sig at være mere økonomisk i drift end andre flytyper på den tid, og blev hurtigt den mest udbredte flytype, der også kunne anvendes til befordring af fragt. I 1939 blev mere end 90% af USA,s flytrafik udført af DC-2'ere og DC-3'ere.

 Imidlertid buldrede krigstrommerne i Europa, og snart havde man behov for militære transporter. Ud over de 455 fly bygget til kommerciel flyvning, blev der bygget 10.174 fly af varierende type under navnet C-47 eller Dakota til militært brug. Der blev endvidere bygget et antal fly med let bund  til brug for gliderslæb; de fik betegnelsen C53. Mange af de militære udgaver er senere blevet ombygget til kommerciel anvendelse.

Produktionen af DC-3 / C-47 standsede med udgangen af 2. verdenskrig. Man forsøgte i 1949 at lancere en mere kraftfuld super DC-3, men markedet var overfyldt med militære udgaver på udsalg, så det blev opgivet. Det antages, at der på verdensplan stadig er omkring 2000 luftdygtige eksemplager af varierende typer, hovedsagelig i Afrika og Sydamerika. 

 I 1945 overtog det norske flyvevåben flyet, men lod det allerede det efterfølgende år overgå til Det Norske Luftfartsselskab, der senere i 1946 indgik i Scandinavian Airlines System. Som trafikfly var flyet registreret som LN-IAT og bar navnet Terje Viking. I 1953 købte det danske flyvevåben Terje Viking, og med den militære registrering K-682 fløj det herefter i 29 år ud af Flyvestation Værløse. K-682 hørte hjemme i lufttransporteskadrillen (ESK 721), og sidste flyvning i flyvevåben regi fandt sted den 30. juli 1982.

Forsvarsministeriet besluttede herefter, at K-682 skulle anvendes til museale formål, hvorfor flyet blev afgivet til Tøjhusmuseet. På grund af manglende egnede opbevaringsfaciliteter og i erkendelse af, at et fly bevares bedre ved at holdes flyvende end ved at stå uvirksomt på jorden udendørs, blev K-682 i december 1984 ved daværende kulturminister Mimi Stilling Jacobsens aktive medvirken overdraget til Bohnstedt-Petersen A/S, der som ny ejer af K-682 var forpligtet til at holde flyet flyvedygtigt. K-682 blev civilt registreret som OY-BPB og anvendt som firmafly, men deltog også i Åbent Hus arrangementer ved flyvevåbnet, veteranflystævner m.v.

I juni 1992 blev flyet tilbageført til Tøjhusmuseet og er nu overdraget til Foreningen For Flyvende Museumsfly, der også har forpligtet sig til at holde det flyvedygtigt. Foreningen DC-3 vennerne ejer altså ikke flyet, men er en støtteforening, der på forskellig vis samler midler til flyets drift og vedligeholdelse. Største "trussel" for flyet er ikke mangel på piloter eller reservedele, men flymekanikere, der er uddannet på typen. Der uddannes ikke længere mekanikere på den type fly og motorer.